Hvad er ridefysioterapi:
Ridefysioterapi er en form for fysioterapi, hvor heste indgår som behandlingsredskab.
Ridefysioterapi anvender de tredimensionelle bevægelser fra hesten under skridtgang som det primære element i behandlingen. Ved hjælp af hestens bevægemønstre trænes patientens egne bevægemønstre, posturale kontrol, balance og muskelstyrke.
Effekten af ridefysioterapi ses særligt på nedsat balance, nedsat gangfunktion, koordination, spasticitet, ligevægtsfornemmelse og kropsholdning. Ridefysioterapi kan desuden anvendes til sanse- og psykomotorisk træning, samt til kontrakturforebyggelse og -behandling.
Ridefysioterapi udføres efter lægehenvisning og foregår som holdtræning på rideskoler og rideklubber, der er godkendte af regionen/kommunerne.
Hvordan foregår ridefysioterapien:
For alle patienter vil der forud for behandlingens start være en forundersøgelse. Herudfra planlægges behandlingen, der udvælges hest og de hjælpemidler, som sikrer den enkelte patient, den bedste behandling. Behandlingen vil derefter løbende blive evalueret og hvert år, vil der være en statusundersøgelse hvor patient og ridefysioterapeut i fællesskab, evaluerer ridefysioterapiens virkning.
Ridefysioterapi er en 45 minutters træning, som foregår på en fast tid og dag, en gang om ugen.
Man rider på hold med 3 – 5 deltagere.
De heste der bruges til ridefysioterapi, er alle rolige special-trænede heste, med et godt temperament. Ved hver hest er en heste-trækker som styrer hesten og hjælper rytteren. Afhængig af patientens funktionsniveau, kan man vælge at blive liftet til hesten og man kan evt. sætte en rytter bag patienten, for at støtte og træne balance, vægtfordeling og midter-linie yderligere. Patienterne trænes enten i ridehus, eller hvis vejret er godt, i den dejlige natur omkring ridecentret.
Hvem kan få lægeordineret ridefysioterapi:
Uden egenbetaling:
Personer med svært fysisk handicap, der i henhold til overenskomsten er berettiget til vederlagsfri fysioterapi.
Diagnoseliste:
- Medfødte eller arvelige sygdomme
- Erhvervede neurologiske sygdomme
- Fysisk handicap som følge af ulykke
- Nedsat led og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtsygdomme.
Det skal bemærkes, at ordningen om vederlagsfri fysioterapi til personer uden svært fysisk handicap med progressiv sygdom, kun omfatter progressive sygdomme indenfor hoveddiagnosegrupperne 1, 2 og 4.
Med egenbetaling:
- Blinde og svagtseende.
- Personer med Downs Syndrom og autisme, hvis regionen træffer særskilt beslutning herom.
Personer som ikke opfylder alle de kriterier, der er en forudsætning for tilbuddet om vederlagsfri fysioterapi, men som har en af følgende diagnoser, er efter regionens særskilte beslutning berettiget til ridefysioterapi:
-
- Reumatoid artritis
- Muskelsvind
- Cystisk Fibrose
- Handicap efter polio
- Amputationer og ulykkestilfælde
- Fysisk handicap som følge af medfødte eller arvelige sygdomme
Hvordan kommer jeg i gang med ridefysioterapi?
- Få en henvisning fra praktiserende læge, eller den sygehusafdeling som følger dig. Henvisningen gælder i et år.
- Kontakt Felicitas og spørg om der er ledige pladser til vederlagsfri ridefysioterapi i Ribe. Hvis der indtales besked, da husk at oplyse dit tlf., så vi kan kontakte dig/din hjælper, og høre mere om din situation, samt aftale opstartsdato og forløb. Jeg skal derefter bruge dit fulde navn og cpr.nr., for at kunne hente henvisningen, eller skrive dig på venteliste.
Ridefysioterapeut:
Felicitas Brodda – tlf: 53 68 62 14
Rideinstruktør:
Annika Pagård – tlf: 40 27 52 61
